Med Herning Squashklub som vært satte Junior Camp 2009 fokus på, hvad det vil sige at være landsholdsspiller. Der var masser af ny erfaring og inspiration fra det nyligt overståede VM for herrehold i bagagen, da Rasmus Nielsen og Kristian Frost stod klar til at tage
imod de 18 juniorer, som deltog i årets camp.
Ghosting i 2 minutter i træk, masser af fysiske og tekniske test var hvad de lagde ud med. Så var linjen lagt, helt i tråd med de Team Danmark events, som juniorerne skulle prøve den næste dag til sportscenterets Åbent hus arrangement. Inden da blev der dog trænet squash og Tobias Pørtner, der var med som Co-coach, satte en høj standard for det pædagogiske og lagde et godt træningsprogram sammen med landsholdsspillerne. Selv om slikbutikken blev åbnet med vanlig jysk sans for forretning, så var det ikke squashspillerne, der fik biksen til at køre rundt, de havde alt for travlt med at få testet talentet og sammenlignet sig med landsholdets standard. Hvor mange flugtninger i træk? Antal hjørner i
ghosting? Og hvad med armbøjningerne der skulle laves? Og de præmier der kunne vindes ved at ramme bestemte mål på banen? Blev der mon lovet mere end der kunne holdes.... ?
Chancen for at gøre sig gældende på banen fik holdene Team Bjarne, Team Bolledej, Team NMNF og Team Flower Power, og de gav alt hvad de havde i holdkampene mod hinanden og viste også, hvem der havde lært at dømme hjemmefra: så regelquizzen blev afblæst i første omgang. Derfor sluttede fredagen af med kampe og en kuldeskærende nat på banerne ventede forude. Lørdag var talenternes dag og deltagerne begyndte med opvarmning og træningsøvelser. Senere blev Team Danmark hovedaktør i talentaudition og konkurrencen med de andre sportsgrene blev sat ind: Er
squashspillere mon hurtigere end håndboldspillere? Kan de hoppe højere end gymnaster? Eller børn som bare tilfældigt kom og var med? Svarene fik deltagerne i løbet af dagen, og der kunne hoveres og sammenlignes diplomer.
Den bedst placerede dansker på verdensranglisten, Line Hansen, kom efter frokost og hjalp Rasmus og Kristian med træningen og med at spille kampe med juniorerne. Camille Serme spillede også en opvisningskamp mod Line ligesom Kristian og Rasmus testede hinanden i kamp. Deltagerne skulle samtidig gætte taktik og analysere kampene. Der var altså fyldt med squashstjerner i centret den lørdag, mens Team Danmarks direktør Michael Andersen måtte melde afbud med influenza fra Åbent Hus arrangementet. Så undgik han at møde Kristian Frost personligt og forklare hvorfor Team DK har fjernet støtten fra ham i forbindelse med en stor sparerunde, der har ramt de fleste specialforbund, inklusiv dansk squash, hårdt. Der er ingen tvivl om, at en spiller som Line Hansen vel også kunne have fået en interessant samtale med ham. Den chancen blev altså spildt og de måtte bruge krudtet på banen i stedet.
Om søndagen sad slagene løst og paraderne var oppe. 1 times motionsboksning efterfulgt af 1 min i ringen med Mikkel Kesslers lookalike var nok til at få juniorernes muskler til at blive ømme nok til at invitere til en pjækkedag i skolen næste dag, udtalte flere. Men dagen var langt fra slut og endte først nogle timers sjov squashtræning se
nere, hvorefter deltagerne vendte næsen hjemad, trætte og stolte over at have gennemført en weekend med landsholdet.
Vi glæder os til at se jer alle igen til næste Junior Camp