Oluf Jørgensens Mindelegat  

Oluf Jørgensen var i mere end 25 år et aktiv for dansk squash, de sidste 12 år som formand for Dansk Squash Forbund (DSqF). Torsdag den 8. maj 2003 afgik han desværre ved en al for tidlig død, 60 år gammel. For at mindes hans kæmpeindsats gennem alle årene oprettes hermed et legat til fordel for juniorerne.

Sportsmanden Oluf

Oluf JørgensenOluf var en ægte sportsmand og dyrkede i sin ungdom bl.a. rugby, boksning og tennis. Senere blev det squash og golf, men han deltog gerne i alle former for sport. Det var dog squashen, som blev hans største lidenskab. Han startede tidligt bestyrelsesarbejdet i DSqF, hvor han var med i flere udvalg i mange år, inden han blev formand. I hans 12 år som formand for DSqF steg interessen og antallet af squashspillere markant, og der blev bygget flere squashbaner i Danmark.

Sammen med bl.a. Geoff Yeo var han med til den 31. januar 1978 at grundlægge Odense Squash Club, som er en af de mest succesrige klubber i Danmark. I de første år måtte man dog pendle til København for at kunne spille. Februar 1981 blev det første spadestik dog taget til at bygge Odense Squash Center. Det var Oluf som var primus motor i projektet, og dermed var der seks squashbaner mere i landet!

Olufs og hustruen Hannes hjem var altid åbent for spillere, der manglede en overnatning eller noget at spise. Mange andre »små problemer« blev overkommet uden de store armbevægelser bare der undervejs kunne nås en enkelt squashkamp eller to.

Oluf klarede altid at støve en makker op, hvor han nu kom rundt i verdenen med sin squash ketcher i kufferten. Én gang var det den lille fejedreng i centeret i Cairo som måtte stille op – efter et kvarters spil vender drengen sig om og siger ”but sir – you must run for the ball!” Oluf havde fundet sin overmand!

Citat fra Joyce Buckley (år 2003), Vice Præsident for World Squash Federation og tidligere Præsident for European Squash Federation:
“Oluf was not only the man who put Odense on the world squash map, but he was also never afraid to put his hand up to host international events – from European AGM’s and meetings to events like last years highly succesful Womens World Championships. He was a great man and will be sorely missed by everyone involved in the sport.”

Oluf var med til en succesfuld afvikling af EM 1997 og VM for kvinder i 2002.

Oluf modtog


  • Danmarks Idræts Forbunds æresnål.
  • Albani pokalen som årets idrætsleder på Fyn.
  • Æresmedlem i Odense Squash Club (1994)
  • DSqF’s guldnål – æresmedlem.

Han sad i en årrække i OB’s bestyrelse.

Oluf privat og karriere:

Karrieren startede i Jylland på Hornsyld Købmandsgård, derefter videre til den Kgl. Livgarde. Dernæst blev det Mellem Folkeligt Samvirke, hvor han fulgtes med Poul Hartling til Østafrika. Herefter fulgte ansættelse i Danida, MUUS koncernen og slutteligt Jørgen Kruuse A/S i 1976.

Der opbyggede han en eksport afdeling fra 1 mand (ham selv) til 17 personer med salg til over 100 lande over hele kloden. Han var stærkt medvirkende til at gøre firmaet til et af verdens førende veterinærfirmaer.

Hjemme har Oluf altid haft sin store familie med Hanne i spidsen til at støtte op om hans i sandhed globale indsats, som i mere end én forstand har anbragt Danmark på verdenskortet. Han var altid i stand til at få sit arbejde og squashen til at hænge sammen, så DSqF f.eks. ikke havde udgifter med oversøiske rejser.

 

Oluf var altid engageret i samfundsdebatten uden dog at være medlem af noget politisk parti.

Hos Elvstrøm Sails var han formand for bestyrelsen i 10 år – Nordea Banks lokalråd og Garditec har alle nydt hans store erfaring.

Oluf var meget dynamisk og en typisk igangsættertype. Gik altid i front med nye ideer og tiltag, var positiv og optimistisk.

Heldigvis har alle som kendte ham, så mange, dejlige minder og oplevelser med Oluf, som de kan leve videre på.

Følgende har modtaget Oluf Jørgensens Mindelegat

2004: 5.000 kr til Kristian Frost, Mikkel Pedersen, Michael Frilund, Christian Andersen og Kristian Grooss Jeppesen - deltagelse i Sommer Camp i Malmö

2004: 8.400 kr til Phillip Tran, Kristian Grooss Jeppesen og Kristian Frost - støtte til deltagelse i British Junior Open

2005: 1.600 kr til Kristian Grooss Jeppesen - støtte til deltagelse i individuel U19 EM

2008: 10.000 kr til Caspar Grauballe, Lau Ulrik Kiehn, Philip Tran og Kristian DS Nielsen - støtte til deltagelse til Junior Herre VM 2008 i Schweíz

 

Carsten Lausten 28-02-2011
Sponsorer Sponsorer Sponsorer Sponsorer Sponsorer Sponsorer Sponsorer