NEXT STEP

Dansk Squash Forbunds klubudviklingsplan

Formål:

DSqF ønsker at skabe velfungerende klubber, som i samarbejde med forbundet kan være med til at løfte talentudviklingen, rekrutteringsindsatsen og elitearbejdet i dansk squash. Disse klubber skal fungere som "idealklubber", der sætter standarden for, hvordan en squashklub i DK kan fungere både på det organisatoriske, økonomiske og sportslige plan.

I forlængelse af dette ønsker DSqF at forbedre uddannelsen af trænere og ledere på klub- og forbundsniveau. DSqF anser uddannelsen af trænere og ledere som en integreret del af det overordnede udviklingsarbejde, som både klubber og forbund skal arbejde hen i mod. For at sikre fremtidens squash i Danmark skal klubberne kunne varetage både organisatoriske, økonomiske og sportslige ambitioner, og DSqF vil derfor i samarbejde med klubberne sætte fokus på træner- og lederuddannelse samt klubudvikling.

Formålet med projektet er at kunne skabe klubber, der vil kunne varetage en fremtidig opgave som regionalt eller nationalt træningscenter. Ved at etablere en stærk lokal forankring og forbedrede klub - og trænerkulturer er det forbundets vision at kunne skabe og støtte flere talenter samt fastholde ungseniorer og piger i squash. Således indgår forberedelsesprojektet også i forbundets samlede målsætninger, som er beskrevet i forbundets virksomhedsplan.

Det er ligeledes et vigtigt mål, at der bliver en spin off effekt fra idealklubberne og til de øvrige klubber i regionen, således at disse også får udbytte af projektet. De har muligheden for at blive tilknyttet som satellitklub i projektet og gennemgå eget klubudviklingsforløb.

Projektet består af to dele:

1) Træner - og lederuddannelse:

Udvikling af kurser samt forankring af disse i DIF's udannelsestilbud. Der skal være kvalificerede trænere i klubben og ledelsen skal deltage i kurser, der kan gøre dem i stand til at skabe gode klubkulturer samt genkende, analysere og løse problemstillinger i klubben på både organisatorisk, økonomisk og sportsligt niveau. Trænerne skal gennemgå relevant uddannelse, og det skal være en målsætning, at de kan ende på diplomtrænerniveau (for idealklubben). Der skal skabes positive "trænerkulturer", der skal synliggøre karrieremuligheder for squashtrænere, samt gøre det attraktivt at uddanne sig til squashtræner. Der skal udvikles et nyt træneruddannelsesprogram, der integrerer og videreudvikler forbundets eget program med træneruddannelser i squash fra udlandet og DIF's træneruddannelser. Dette skal sikre et tilstrækkeligt antal kvalificerede trænere og medføre en bæredygtig udvikling af squashspillere i DK. Et særfokus i dette delprojekt er at producere flere kvindelige trænere og ledere, der kan være med til at udvikle og fastholde pigetalenterne i dansk squash.

2) Klubudvikling:

Der skal udvikles et antal klubber, som kan blive idealklubber. Disse skal kunne komme til at varetage en regional eller national træningscenteropgave, hvis aktuelt. Derfor skal de på det organisatoriske, økonomiske og sportslige niveau kunne genkende, analysere og løse problemstillinger. Det er formålet at skabe gode klubkulturer, hvor der tilbydes kvalificeret træning og kan tilbydes støtte og udvikling på alle niveauer til talent og elite. Heri indgår ligeledes positive "trænerkulturer" og træningskulturer. Det betyder, at en idealklub skal kunne indgå i et talentarbejde og samarbejde mellem klub, forbund, TD/DIF, kommunen, sponsorer samt andre interessenter. Det efterstræbes at udvikle organisationer, der kan arbejde med og udarbejde virksomhedsplaner i stil med forbundets. Det vil sige, at de skal gennemgå en grundig organisationsanalyse - og udvikling.

Satellitklubber kan tilknyttes projektet og gennemgå egen klubudvikling. Idealklubben i lokalområdet vil blive satellitklubbens inspirator og der skal dannes netværk mellem dem.

Hele projektet skal indtænkes i en mainstreamingoptik, således at alle initiativer analyseres og vurderes i forhold til dets konsekvenser for kvindeesquash. På den måde vil DSqF sikre, at der vil blive sat fokus på, hvordan vi kan fastholde og rekruttere kvinder i squash på både spiller og ledersiden. Formålet med dette er at kunne skabe en bæredygtig kvindeelite og øge mangfoldigheden i sammensætningen af dansk squash.

 

 

tkl 20-02-2013
Sponsorer Sponsorer Dunlop