Line U. Hansen og Morten W. Sørensen forsvarer deres titler

De nye danmarksmestre i squash er fundet. Morten W. Sørensen og Line U. Hansen kan nu kalde sig forsvarende mestre

DM2008-01Line har vundet danmarksmesterskabet tre gange i træk, mens Morten ligeledes har 3 titler, dog ikke i træk. Begge spillere er ved at skrive sig ind i squashhistoriebøgerne og kan fortsætte jagten på tidligere vinderes rekorder. I damefinalen satte Line U. Hansen sig hårdt på kampen fra begyndelsen af og dominerede spillet med hurtige flugtninger og stabilt angrebsspil.

Ellen Hamborg-Petersen, som har vundet danmarksmesterskabet 10 gange, kunne ikke matche dette på trods af solidt spil og en god fight. Ellen er langsomt ved at drosle ned for sin squashkarriere og kunne derfor ikke helt følge med i Lines tempo. Begge spillere er i en klasse for sig selv på damesiden i dansk squash og leverede en god omgang seværdigt squash. Line tog sejren overbevisende hjem med 3 - 0 i sæt. Hun kan nu tælle 3 individuelle danske mesterskaber til sin rekordliste.

På herresiden stod Morten W. Sørensen overfor en ung udfordrer til titlen som dansk mester. Kristian Grooss Jeppesen havde nået finalen ved, blandt andet, at slå Rasmus Møller Nielsen, en anden udfordrer til titlen som dansk mester og Michael Hansen, der før DM blev anset som en outsider til at tage medalje. Med disse skalpe i bagagen havde Kristian allerede inden finalen noget at være stolt over. Mortens vej til finalen efterlod også nogle dygtige spillere bag ham. En af de andre seriøse udfordrere til DM-titlen, Kristian Frost, pressede Morten hårdt i semifinalen, men erfaringen vandt over ungdommen. Ville den gøre det igen i finalen?

Kristian Grooss Jeppesen var ikke mærket af sin vej til finalen og slet ikke mæt af sine resultater, mens Morten døjede med sygdom. Mødet mellem en sulten udfordrer og en erfaren forsvarer af sin titel gav tilskuerne en meget velspillet og medrivende kamp. Viljen lyste ud af Kristians øjne, og han gav alt, hvad han havde for at vippe Morten af pinden. Det udviklede sig til en hård 5 - sæts kamp, som Kristian tabte efter en fantastisk indsats. Morten spillede taktisk klogt og fik skiftet tempo i kampen, så han kunne udplacere Kristian til slut. Morten har ligesom Line nu vundet danmarksmesterskabet 3 gange.

DM2008 

Bronzemedaljen gik til Kristian Frost på herresiden og Cecilie Mayer på kvindesiden

Stort tillykke til alle vinderne til DM i squash i Kolding 2008.

Tak til Kolding FKUM Squashklub's frivillige for at gøre DM 2008 til en fantastisk squashevent.

 

Se alle resultaterne her

 

Tak til fotograf Torben Lund for billeder. Se galleri fra DM 2008 her

 

 

Mads Seiersen 10-03-2008
Sponsorer Sponsorer Dunlop