Kolding KFUM Squash med i Team Danmark talentudvikling

I forbindelse med skolestarten i august er Kolding KFUM Squash gået ind i et talentudviklingsprojekt i tæt samarbejde med Kolding Kommune og Team Danmark.

Starten gik for snart længe siden, da Kolding Kommune lagde billet ind på at blive en af Team Danmarks Eliteidrætsbyer. I den forbindelse fik klubben brev om at gå med i arbejdet men valgte den attitude, at det nok ikke lige var sådan en lille hyggeklub som vores, der var tænkt på i den sammenhæng. Det skulle vise sig at være forkert. Vi fik et vink med en vognstang fra Kolding Kommune om, at hvis Kolding skulle have en chance for at blive en Eliteidrætsby, så skulle squash på programmet. Det var et krav fra DIF og Team Danmark. Efter et indledende møde med Kolding Kommune stod det klart, at vi kun kunne vinde på projektet, og at det også kunne markedsføre squashen, så vi tog udfordringen op.

Det hele er lagt meget seriøst op, og der er lavet et plan for et længerevarende udviklingsarbejde. Eliteidrætsklasserne på folkeskolens ældste 4 klassetrin - 7., 8., 9. og 10. - er samlet på en af byens største skoler, og sideløbende arbejdes der på en af byens andre skoler med at forbedre motorikken på børnene helt ned fra de små klasser. Byens overbyggende uddannelsesinstitutioner er også med, og de er klar til at føre linjen videre efter folkeskolen.

Ud over squash omfatter Elitearbejdet også fodbold, håndbold, bowling & brydning.

Selv om klubben har en aktiv ungdomsafdeling, var vores forventninger på et afdæmpet plan med hensyn til hvor mange squashspillere, der ville tilmelde sig projektet. En tilmelding indebar jo ikke kun at ville satse på squashsporten - men også et skoleskift. Vores skepsis blev gjort til skamme. Ikke mindre end 6 unge fra klubben rejste sig op og sagde, at de ville det her. Det var flot, og alle klarede optagelsesprøven.

Mandag den 11. august var så den officielle start på eliteidrætsarbejdet. De unge mødte op i deres nye klasser - og fra Kolding KFUM Squash fulgte vi skolestarten op med en introduktionsaften, så de gensidige forventninger blev afstemt. Efter et par dage havde de det første træningspas i klubben: Træning i 1½ time fra kl. 8.00 om morgenen.

Der er programsat 2 træningspas i klubben hver uge - suppleret af fælles idrætstræning med fokus på kroppen som helhed, skadeforebyggelse, etc. Her en uge henne i projektet er de unge begejstrede. Det var lidt hårdt at skulle træne om morgenen og så af sted cyklen gennem byen til skolen, men det tog de med.

Jeg er som klubbens formand trådt ind i et Eliteidrætsråd nedsat af Kolding Kommune. Her sidder erhvervsfolk, borgmester, formand for Fritidsforvaltningen, idrætsledere fra de sportsgrene, der er med i projektet, samt repræsentanter for uddannelsesstederne i kommunen. Vores opgave er at skabe de bedste rammer for at projektet bliver gennemført. Til den daglige drift har kommunen ansat en Eliteidrætskoordinator, der holder fast i projektet hele tiden. Squashforbundet er også med på sidelinjen og følger projektet nøje.

I Kolding KFUM Squash håber vi, at projektet vil udvikle de unge og på sigt være med til at markedsføre squash som en attraktiv sport, og vi ser meget frem til at følge udviklingen.

Af Bent Jørgensen/Kolding KFUM Squash

Vil du vide mere kan du kontakte Bent Jørgensen via Dansk Squash Forbund

bonnie barr 18-08-2008
Sponsorer Sponsorer Dunlop