Endnu en gang gik turen til Schweiz, hvor jeg var seedet 1 i en $5K. Rasmus Nielsen og jeg spillede for blot to uger siden turnering samme sted, hvor vi mødtes i finalen – så vi kender stedet, klubben og folkene bag turneringen. Vi blev begge indkvarteret privat, hvilket var helt i top!

 

Første runde spillede jeg i mod Robert Downer fra England. Jeg kendte Robert fra mine junior dage, hvor han var noget af en spasmager – og det havde ikke rigtig ændret sig! Jeg vandt et tæt første sæt 15/13, hvor jeg havde sendt ham godt og grundigt rundt på banen. Det lykkedes ham dog at lave nogle ufattelige slag og han til spillede sig også 3 sætbolde. De næste to sæt var hurtigt overstået og kampen 3/0 i mit favør.

 

Ligesom for to uger siden, blev der spillet to kampe om dagen. I anden runde spillede jeg i mod Benjamin Fischer fra Schweiz. Det var over 6 år siden jeg sidst havde spillet i mod schweizeren, så det var lidt en underlig følelse. Jeg spillede en god kamp, som jeg styrede forholdsvist godt. Fischer havde nogle gode perioder, hvor jeg blev vist rundt på banen, men jeg formåede at vinde 11/8 11/8 11/8 på godt 30 minutter.

 

Efter første dag havde jeg, ifølge turneringesledelsen, spillet godt og vel 90 minutter – hvilket må siges at være yderst tilfredsstillende taget i betragtning at bolden hoppede ekstremt meget og det var meget svært at afgøre boldene.

 

I semifinalen stod jeg overfor Lucas Serme fra Frankrig. Jeg har trænet med Lucas igennem mange år og jeg vidste derfor lige præcis hvad jeg skulle gøre i mod ham. Første sæt lykkedes det mig at sætte et godt pres på ham og spille bolden i alle fire hjørner. Jeg vandt sættet 11/8, men jeg havde brugt en del energi allerede nu. I andet sæt blev jeg meget passiv og spillede meget ned langs væggene. Det var ikke til min fordel og jeg var bagud meget af sættet. Jeg formåede dog at få vendt op og ned på tingene til allersidst og hive sættet hjem. Foran 2/0 lignede det en sikker sejr. Tredje sæt var dog ekstremt hårdt. De to første sæt havde taget cirka 55 minutter og tredje sæt tog godt og vel 25 minutter. Jeg formåede at spille de vigtige point godt og vinde kampen 3/0. Det var super godt i forhold til finalen senere, at jeg ikke tabte et sæt eller to. Jeg kunne dog godt mærke at kampen havde sneget sig op omkring 80 minutter!

 

I den anden halvdel spillede Rasmus Nielsen sig nemt igennem til finalen og der var endnu en gang lagt op til en ren danskerfinale i Kriens. Jeg startede rigtig godt og lagde et højt pres. Rasmus lavede en del fejl og jeg kom hurtigt foran. Foran 10/1 lavede jeg et par fejl, men lukkede sættet 11/3.  Andet sæt var samme historie. Jeg prøvede at lægge pres på Rasmus og han lavede mange fejl – dog mindre end i første sæt. Jeg vandt sættet 11/7. Foran 2/0 var det vigtigt for mig at få en god start i tredje sæt. Jeg kom godt fra start og spillede nogle rigtig gode dueller. Jeg kom hurtigt foran og hev sejren i land 11/6.

 

Jeg er super tilfreds med mit spil i de sidste to uger og at det udmøntede sig to PSA-titler er bare så fedt! Sæsonen har efterhånden været meget lang og jeg har kun en turnering tilbage før jeg kan gå på sommerferie.

 

Næste gang spiller jeg i England, hvor jeg er seedet 4 i en $10K i Kent. Jeg har endnu en gang trukket Robert Downer i første runde, så jeg er i hvert fald sikker på hvad jeg kan forvente.

 

Carsten Lausten 11-06-2012

Nyheder

15. december 2015
er forlænget til den 17. december 2015
11. december 2015
Deadline for tilmelding den 13. december!
10. december 2015
den 8.-9. januar 2016
10. december 2015
Birkerøds holdopstilling i kamp 4550
2. december 2015
Referat fra DSqF budgetmøde kan læses her
Sponsorer Sponsorer Dunlop