Schweiz - Danmark 3-1

Nicolas Mueller - Morten W. Sørensen 3-1 (4/9, 9/4, 9/0, 9/4)

John Williams - Rasmus Møller Nielsen 3-0 (9/2, 9/0, 9/2)

Andre Holderegger - Kristian Grooss Jeppesen 2-3 (9/7, 2/9, 9/6, 0/9, 4/9)

Marco Daetwyler - Kristian Frost Olesen 3-1 (10/8, 5/9, 9/2, 9/3)

Kim U. Povlsen sad over i denne kamp.

Morten W. Sørensen lagde ud mod Nicholas Müller - en spiller som man nok kommer til at se mere til i fremtiden. Morten spillede en god kamp og fightede godt. Specielt første sæt var Morten god til at skifte tempoet, hvilket frustrerede schweizeren. Men det var som om at Nicholas Müller havde et gear mere og udnyttede også sin store rækkevidde. Mange af Mortens lob blev hevet ned - selv de faktisk var gode. Müller fik gennem de sidste tre sæt presset Morten rundt på banen - og Morten tabte 1-3. Müller er fysisk stærk og hans basis spil er godt - og når han psykisk er oven på, er han uden tvivl en top-100 spiller i verden - og stadig junior.

På banen ved siden af spillede Grooss mod André Holderegger. Fra starten af kampen havde Grooss svært ved at finde sine velkendte længder. Han kom bagud 0-6 inden han kom på pointtavlen. Ved stillingen 7-7 i første sæt tabte Grooss koncentrationen lidt og Andre vandt sættet med et præcist nick drop i baghånden. I andet sæt fandt Grooss både længder og gode working boasts frem, schweizeren blev mere og mere træt og Grooss snuppede sættet 9-2. I tredje sæt glemte Grooss at spille kort, og Andre fik nærmest foræret sættet. Han stod blot nede bag ved og ventede på at Grooss spillede langt. I fjerde og femte sæt satte Grooss turbo'en på - spillede gode længder og schweizeren var flad. Grooss vandt femte sæt sikkert 9-4 og kampen 3-2.

Rasmus Møller Nielsen kom aldrig med i sin kamp mod veteranen John Williams, som simpelthen var bedre end Rasmus. Williams rutine slog igennem fra første bold og Rasmus havde ikke mange modtræk til den schweiziske spillers temposkifte og præcision. Rasmus tabte kampen 0-3.

Kristian Frost mødte Marco Daetwyler, og den kamp betød ikke noget efter de to første sæt da Schweiz havde sikret den samlede sejr, da de, hvis Frost vandt, ville vinde på sætscore.

Danmark møder Finland kl. 17.00 - en svær kamp om at forsvare sidste års 9. plads.

Læs meget mere og se billeder fra EM 2008 i Amsterdam på squashsite.co.uk og på den officielle EM hjemmeside

 

Mads Seiersen 02-05-2008

Alle turneringer skal findes

på Squashportalen

- også juniorturneringer

Vejledning i Squashportalen

Sponsorer Sponsorer Dunlop